Mango lassi

mango lassi

mango lassi

Mango lassi er en sød yoghurtdrik, som drikkes meget i Indien og andre asiatiske lande. Lassi var oprindeligt salt drik, bestående af yoghurt, vand, salt og krydderier. Men i nyere tid er den søde variant blevet meget populær verden over. Mango lassi er den mest kendte af de søde varianter og passer godt til den stærke indiske mad. Yoghurtdrikken mildner de stærke indtryk fra maden på samme måde som raita.

4 portioner

Mango lassi ingredienser:

  • 2 store mangofrugter, godt modne
  • 2 dl yoghurt naturel
  • 1 dl skummetmælk
  • 1 tsk vaniljepulver eller kerner fra 1 vaniljestang
  • 10 isterninger
  • Limesaft fra ½-1 lime

Mango lassi opskrift:

  1. Skræl mangoerne og befri kødet fra stenene. Skær frugtkødet i mindre stykker.
  2. Blend mangokød, yoghurt, skummetmælk, vaniljepulver, isterninger og limesaft til en glat og jævn masse. Lassien skal stadig have en tyk og cremet konsistens, men må ikke være så tyk, at man ikke kan drikke den gennem et sugerør. Tilsæt mere mælk, hvis det er nødvendigt.
  3. Smag til med limesaft. Hvis mangoerne ikke er helt modne kan det være nødvendigt at tilsætte sukker for at opnå tilstrækkelig sødme.

Tip: Det er ikke altid nemt at få fat i frisk moden mango i danmark. Heldisvis kan du sagtens erstatte den friske mango med en frosen variant, den er ofte nemmere at få fat i. Alternativt kan man erstatte mango med en anden frugt, som for eksempel banan eller jordbær.

Tip: Mango lassi er ikke i sig selv en fedtfattig drik, men du kan gøre den lidt lettere ved at bruge en fedtfattig yoghurt og eventuelt erstatte mælken med vand.

Mango lassi med alkohol:

Mango lassi egner sig godt som alkoholisk drik. Den tykke cremede konsistens medvirker til at alkohollen ikke smager så stærkt i gennem. Tilsæt ca. 2 cl vodka eller rom i den færdige lassi og eventuelt lidt mere is. giv det en tur mere i blenderen og du har en dejlig forfriskende drik til din næste fest.

Tags: , ,

2 Responses to “Mango lassi”

  1. Hanne 16/06/2013 at 14:41 #

    Ser virkelig lækker og indbydende ud. Mango smager vildt godt………..

    • Sara 12/07/2013 at 16:08 #

      Hej Hanne

      Tak for din kommentar. Mango lassi er en dejlig forfriskende drik til en varm sommerdag, som i dag.

      Venlig hilsen
      Sara

Skriv et svar